Spring til indhold

Takt og tone

Nationalt tilhørsforhold

Lad os først slå fast, at ukrainere ikke er russere. At sige Rusland om Ukraine eller hentyde til ”alle jer russere” kan direkte fornærme samtalepartneren. I mange ukraineres øjne har Rusland gennem flere århundreder stået som storebror, der kontrollerer lillebrors gøren og laden. I russisk sprogtradition går fænomenet videre, idet Ukraine på russisk kan siges ”Malaja Rossija” – Lillerusland. Sammenkædningen gør ondt, da ukrainerne har meget stærke nationale følelser og rødder. I de sidste åringer er spørgsmålet omkring statssprog desuden kommet op til overfladen. Ukrainere taler ikke så gerne russisk, men hvis man som udlænding forklarer, at det er det eneste man forstår, er overbærenhed og forståelse den mest udbredte reaktion. I det østlige Ukraine taler man hovedsageligt russisk, og engelsk er kun udbredt i de store byer.


 

Man giver kun hånd til mænd

Den russiske digter Aleksandr Pusjkin forelskede sig i 1830’ernes Rusland i Natalja Gontjarova. Han skrev i den forbindelse et digt – en hyldest til hende, der forherligede hendes lille yndige ungpigehånd. Digtet blev i det nittende århundrede russisk og ukrainsk folkeeje og udviklede sig til en tradition for ikke at give hånd til kvinder. Mænd ønsker ganske simpelt ikke at besudle kvinder med deres vulgære og voldsomme mandfolkehænder. Traditionen er derfor historisk bestemt og har ikke rod i gemt mandschauvinisme. Danske kvinder har derfor ikke grund til at blive fornærmede, hvis den ukrainske forretningspartner ikke giver hånd, men blot nikker til hilsen… I de senere år har denne tradition være lidt på retræte, da man også inden for det kulturelle område oplever en stadig større assimilering med Europa.


 

Tiltaleform

Først og fremmest er man stadig ”Des” i Ukraine. Udover dette er der desuden forskel i måden, hvorpå man tiltaler hinanden. Man skelner mellem tre navne: Fornavn, Fadernavn og Efternavn. Eksempelvis ”Viktor Oleksandrovitj Ivanov”. Er man til forhandlinger med ukrainere, bruger man gerne den høfligste af tiltaleformerne – dvs. fornavn og fadernavn – eksempelvis ”Viktor Oleksandrovitj”. Efternavnet bruges altså ikke – heller ikke overfor meget højtplacerede embedsmænd/forretningspartnere, og man siger ikke f.eks. ”Hr. Ivanov”. Når man mere indgående er kommet til at kende sine partnere, kan man gå over til kun at benytte fornavn eller sågar kælenavn – ”Viktor” eller ”Vitja”. Tendensen til at benytte fadernavn er mest udbredt mellem samtalepartnere af ulige alder eller socialt lag.


 

Humor

Ukrainere har en meget veludviklet form for humor, der meget tit tager udgangspunkt i realia – såvel den aktuelle som historiske. Det kan som udlænding derfor være meget svært at forstå og sætte sig ind i anekdoter og vittigheder. Når man som udlænding begynder at forstå, hvad der grines af, er det et tegn på, at man har befundet sig tilstrækkeligt længe i Ukraine. Én ting, der er karakteristisk for danskere, er vores altfavnende ironi og selvironi. Det er ekstremt vigtigt at forstå, at ukrainere overhovedet ikke forstår ironi, og vores iboende ironiske væremåde bliver derfor taget som enten en fornærmelse eller selvnedgørelse. Ironi bliver med andre ord taget for pålydende og ikke den gemytlige tone, der var tiltænkt.


 

Lav tolerance eller …

Som danskere er vi vant til, at alle i samfundet er lige og at alle samfundsgrupper respekteres og ikke nedgøres. I Ukraine er tonen en del hårdere, og bestemte samfundsgrupper kan være genstand for anekdoter eller kommentarer. Dette er normalt og ikke noget, der viser at samtalepartneren er mere intolerant end gennemsnittet. Som dansker gør man klogt i at se gennem fingre med kommentarerne og ikke indlade sig på en diskussion, der alligevel ikke fører videre.


 

Forskel i tidsopfattelse

Vestlige forretningsmænd har ofte opfattelsen, at tid er penge. Ukrainere er ikke så tidsfokuserede. Møder kan trække ud, samtaler blive lange, opslagstavler tager 3 timer at sætte op. Når man færdes i Ukraine bør man holde sig denne kulturdefinerede forskel for øje. Det kan virke provokerende, hvis man som dansker insisterer på at være effektiv og løsningsorienteret – og få det maksimale ud af mødet. Eksempelvis i kontraktforhandlinger, bør man tage ukraineres iboende langsomhed til efterretning og lade dem undersøge, behandle og analysere på deres specielle måde. Står man for fast på ”at være effektiv” kan det meget let give bagslag. Personlige kontakter skaber her den fornødne fortrolighed – se nedenfor.


 

Fokus på formel magt

Danske forretningskultur fordrer en meget smidig form for samarbejde mellem de forskellige niveau i virksomheden og virksomheder imellem. En export manager i en dansk virksomhed vil f.eks. sagtens kunne samarbejde med sin svenske kollega og endda tit indgå aftaler uden på forhånd at have deres overordnedes tilladelse. Situationen i Ukraine er diamentralt modsat. De fleste tiltag kræver forudgående tilladelse fra chefen. Denne tilgang sidder tit dybt i ukrainske ledere, og det kan derfor være meget svært for eksempelvis danske eksportfolk at trænge igennem, hvis de forhandler med en ukrainsk top-direktør. Ukraineren vil højest sandsynligt forvente at skulle forhandle med sin danske kollega – altså direktøren i firmaet. Denne forskel tager desuden udgangspunkt i det juridiske system, der er ekstremt fokuseret på formel magt og tilladelse til at indgå aftaler.


 

Personlige kontakter skaber resultater

Forretningsrejser i Ukraine vil meget tit lede til middage med ukrainske forretningsforbindelser – gerne akkompagneret med lidt rigelige mængder alkohol. På trods af, at det det til tider kan virke anstrengende, virker sådanne middage ofte befordrende på f.eks. forhandlinger, da man kommer til at kende sin modpart socialt og personligt. Netop den personlige side af bekendtskabet betyder forholdsvis mere i Ukraine end i Vesteuropa. Forretninger bygges på tillid til den person, man indgår kontrakten med – ikke mellem firmaer. Det er derfor vigtigt at virke interesseret i partnerens personlige forhold og ikke kun holde sig til stringente forretningssamtaler. Det personlige forhold kan senere vise sig guld værd. De personlig kontakter gør sig også gældende, når man starter virksomhed op i Ukraine. Danskere, der regner med at kunne styre en virksomhed ved besøg en gang om måneden, vil blive overraskede. Personlig kontakt og personlig kontrol er et must, der er meget svært at undvære. Endnu engang går det igen, at ukrainerne føler ansvar overfor personen – ikke overfor firmaet.


 

In vino veritas

Ukrainere elsker ligesom deres nordlige naboer, russerne, deres ”gorylka” – brændevinen. Ved en given forretningsmiddag er sandsynligheden for at blive budt et glas derfor overvældende. Generelt kan det – hvis ikke, der findes altoverskyggende medicinske grunde – stærkt anbefales at ”følge med”. Enhver, der ikke drikker med ved de traditionsrige, til tider langtrukne og meget sentimentale skåle, er utroværdig… Normalt skåles der for: 1. Bekendtskabet, 2. Fred og 3. Kvinderne. Efter 4 til 5 skåle er det tilladt at begynde at nippe … alle ved jo, at udlændinge ikke tåler så meget...


 

Og de uundgåelige...

Ukrainere er meget overtroiske, så husk at:

Det er forbudt at hilse på hinanden over et dørtrin – det fører til uvenskab.

Man må ikke fløjte indendørs – så mister man alle sine penge.

Man skal sidde ned inden en rejse – for at rette ens tanker ud.

Privatsfæren i Ukraine er mere snæver end i Danmark. Kindkys etc. er almindeligt - også mellem mænd.

Tag altid en værtindegave med, når du går på besøg hos ukrainere – kom aldrig tomhændet.