Spring til indhold

Eksportstart

Små og mellemstore virksomheder med internationalt potentiale kan få tilskud til rådgivning og assistance på eksportmarkederne fra Eksportrådets repræsentationer i udlandet.

Eksportstart

Programmet Eksportstart tilbyder danske SMV’er tilskud til rådgivning i Eksportrådet. Rådgivningen er fleksibel og skræddersys efter den enkelte virksomheds behov. Eksportstart kan eksempelvis omfatte:

• Markeds- og konkurrentanalyser
• Distributør- og partnersøgning
• Rådgivning om virksomhedsetablering og markedsbearbejdning
• Markedsføring og myndighedskontakt

En opgave med eksportstartstøtte er på 50 til 100 timer, som virksomheden aftaler med eksportrådgiveren på markedet. Der ydes 35 pct. tilskud til den ordinære timepris på de aftalte timer på alle markeder.

Hvem rådgiver din virksomhed?

I første omgang har du mulighed for at mødes med en rådgiver fra Eksportrådet i Danmark. På mødet kan I drøfte, hvilken assistance din virksomhed har brug for. Derefter er det Eksportrådets rådgivere på det pågældende eksportmarked, der løser opgaven for din virksomhed.

Hvordan kommer jeg i gang?

Der ansøges digitalt via virk.dk. Afhængig af din virksomhedstype, kan enten privat NemID eller NemID medarbejdersignatur anvendes.

Når din ansøgning er registret, modtager du en e-mail-bekræftelse, og du vil hurtigst muligt blive kontaktet af en rådgiver fra Eksportrådet i forhold til videre proces.