Spring til indhold

Pas

At ansøge om pas

Alle ansøgere (også børn og ældre uanset alder) skal møde personligt op på ambassaden i Kiev for at søge om pas. Det er obligatorisk at bestille tid i forvejen. Ring venligst indenfor ambassadens åbningstider for at bestille tid på

telefon +380 44 200 1260.

Pas udstedes i Danmark og ekspeditionstiden er ca. 2-3 uger.

Ansøgningsskema udleveres på ambassaden i Kiev. Fingeraftryk registreres på ambassaden, hvor det digitale pasbillede også kan blive taget. Læs mere om den biometriske pastype nedenfor.

Følgende skal medbringes ved ansøgning om fornyelse af pas:

  • 1 Pasansøgning (se download i højre side) i udfyldt og underskrevet stand.
  • Det sidst udstedte pas. Hvis pas er bortkommet medbringes andre identitetsbeviser (navnebevis eller fødselsattest), politianmeldelse, erklæring om bortkommet pas i udfyldt og underskrevet stand samt billedlegitimation (f.eks. kørekort).
  • Statsborgerskabsbevis. Er ansøgeren født i udlandet, skal der forelægges Statsborgerskabsbevis eller bevis for bevarelse af dansk indfødsret efter det fyldte 22. år i form af bevis fra Udlændinge- og Integrationsministeriets Indfødsretskontor eller Statsforvaltningen. Beviset skal forelægges medmindre ansøger har haft registreret bopæl i Danmark i mindst 3 måneder før det fyldte 22. år.

  • Vielsesattest eller navnebevis, hvis man har ændret sit navn siden sidst udstedte pas.
  • Du skal ikke medbringe foto. Foto, fingeraftryk og underskrift optages digitalt på ambassaden.
  • Gebyr

 

Unge under 18 år skal yderlige medbringe:

For at få pas til en person under 18 år skal barnet sammen med begge forældre MØDE PERSONLIGT OP på ambassaden eller generalkonsulatet.

Hvis der skal søges om pas til børn, skal samtykke dertil meddeles af begge forældre, hvis begge har del i forældremyndigheden. Såfremt der kun er én indehaver af forældremyndigheden, skal dokumentation herfor forelægges.

Forældrene skal forelægge pas eller anden form for identitetsbevis og evt. vielsesattest. Hvis den danske forælder er født i udlandet, skal denne forelægge Statsborgerskabsbevis eller bevis for bevarelse af dansk indfødsret efter det fyldte 22. år. Beviset skal forelægges medmindre den danske forælder har haft registreret bopæl i Danmark i mindst 3 måneder før det fyldte 22. år.

Barnets fødsels- eller dåbsattest skal forelægges. Hvis barnet har haft et dansk pas eller har været indskrevet i et af forældrenes pas, skal dette pas forelægges.

Foto kan kun optages på ambassaden, hvis barnet er gammelt nok til at følge de nødvendige anvisninger (kigge ind i kameraet, ikke smile, sidde/stå stille osv.). Er dette ikke tilfældet, skal der medbringes 1 foto af barnet, der opfylder Politiets krav til pasbilleder .

Digitalt samtykke til udstedelse af pas til børn under 18 år

Det er muligt at indgive digitalt samtykke til udstedelse af pas til dit mindreårige barn. Såfremt du er i besiddelse af dansk cpr-nummer samt NEM-ID, kan du afgive digitalt samtykke via dette link:  https://dys.um.dk/form/. Barnet der søges pas til behøver ikke at have dansk cpr-nummer. Når du har afgivet digitalt samtykke og signeret med NEM-ID kan du printe en kvittering. Samme kvittering sendes også til din digitale postkasse (e-boks). Samtykket er gyldigt i 90 dage. Vær opmærksom på, at den forælder der møder op sammen med dit barn skal have en kopi af dit pas med.

Provisorisk pas (midlertidigt pas)

Danskere på besøg i Ukraine, Armenien eller Georgien med fast bopæl i Danmark, der har mistet deres pas, kan få udstedt et provisorisk pas. Tabet skal straks meldes til politiet og kvittering herfor skal forevises ved udstedelsen af det provisoriske pas.

Der skal medbringes to pasbilleder og yderligere dokumentation som beskrevet ovenfor i afsnittet ”Hvis passet er mistet”.

Et provisorisk pas udstedes kun med gyldighed for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og eventuelle regler i de lande, der gennemrejses, og ikke for mere end 12 måneder. Et provisorisk pas skal afleveres til politiet eller en dansk repræsentation efter benyttelsen. Rejse på et provisorisk pas kan evt. give problemer i forhold til udenlandske grænsekontrolmyndigheder. Det anbefales, at ansøgeren sikrer sig, at rejsemålets myndigheder godkender provisoriske pas.

 

Forlængelse af pas

Konsulaterne kan fra 1. januar 2012 kun forlænge pas og udstede provisoriske pas (nødpas/midlertidigt pas), men ikke udstede nye pas.

En betingelse for forlængelse af et udløbet pas er, at det ikke er udløbet for mere end tre måneder siden. Et pas kan kun forlænges én gang og for max. 12 måneder. Det anbefales, at du sikrer dig, at rejsemålets myndigheder godkender forlængede pas. Forlængede pas kan fx ikke anvendes ved indrejse uden visum til USA.

 

Børn

Børn skal have eget pas. Dog kan børn allerede opført i forældres pas fortsat rejse på disse til visse lande. Børn under 12 år skal ikke afgive fingeraftryk.

I forhold til små børn er det en god idé at medbringe et billede af barnet, som opfylder politiets krav for pasbilleder. Dette kan scannes på ambassaden og bruges i de situationer, hvor det ikke er muligt at få taget et billede som opfylder kravene.

 

Første pas og ansøgning om dansk statsborgerskab

Første pas og ansøgning om dansk statsborgerskab ved naturalisation/ansøgning om bevis for dansk statsborgerskab kræver mere dokumentation end fornyelse af et eksisterende pas og kan i nogle tilfælde tage lang sagsbehandlingstid.

 

Kan jeg få et nyt pas under min ferie i Danmark?

Ja. Der er allerede i dag mulighed for - og det er billigere - at få udstedt pas hos en kommune i Danmark. Alle danske statsborgere kan som udgangspunkt få udstedt et pas ved henvendelse til Borgerservice i en hvilken som helst kommune. Man behøver ikke at være bosiddende i kommunen. Find den ønskede kommune på www.kommune.dk og ring på forhånd for åbningstider, tidsbestilling mv. og oplys, at du er bosiddende i udlandet. Ekspeditionstiden er 10-14 dage for et almindeligt pas. Mod en ekstraudgift kan kommunen udstede et eksprespas hurtigere end 10-14 dage.

Udenrigsministeriet anbefaler at få bestilt pas under ophold i Danmark i så god tid, at man kan få det udleveret, mens man stadigvæk befinder sig i Danmark. Eller du kan prøve at træffe aftale med kommunen om, at de sender passet med kurerservice til din adresse i udlandet. I særlige tilfælde kan du eventuelt træffe aftale på forhånd med en dansk repræsentation i udlandet om at passet sendes til dig via dem. Udgifter til kurerservice i den forbindelse skal afholdes af pasansøgeren.

 

Kan jeg få et biometrisk pas hvis min finger er skadet?

Ja, men det afhænger af skadens omfang. Ifølge lovgivningen skal der altid biometri i et biometrisk pas. Det betyder, at man kun kan få et provisorisk pas, hvis man eksempelvis har plaster, bandage, gips på hele hånden. Hvis det derimod kun drejer sig om en enkelt finger, er det stadigvæk muligt at få et pas. I så fald tages fingeraftryk af en anden finger end pegefingeren.

 

Om biometrisk pas

Fra 1. januar 2012 indeholder nye danske pas digitale fotos, fingeraftryk og underskrift. Man skal ikke længere selv medbringe pasbilleder, da disse tages på ambassaden.

Dit nuværende pas er stadig gyldigt indtil udløbsdatoen.

Beslutningen om indførelse af fingeraftryk i pas er en central beslutning i EU som led i bekæmpelsen af terrorisme, menneskehandel, menneskesmugling, ulovlig indvandring og anden grænseoverskridende kriminalitet. Med de nye biometriske pas sikres danske statsborgere muligheden for fortsat at kunne rejse til lande, der på sigt vil kræve den type pas ved indrejse.

En liste over de ambassader og konsulater, der kan udstede biometriske pas, kan findes her.

Kontakt

8 Gogolivska Vul.
01054
Kyiv, Ukraine
Telefon: +380 44 200 1260
Fax: +380 44 200 1281
E-mail:
ievamb@um.dk 

 

Åbningstider

Mandag til fredag
09.00 - 16.00

 

Personligt fremmøde

Det er obligatorisk at bestille tid før personligt fremmøde. Ring venligst indenfor ambassadens åbningstider for at bestille tid.