Spring til indhold

Rejseforsikring

Du skal altid sørge for at være forsikret, når du rejser i udlandet, så du er sikker på at få dækket udgifter i forbindelse med sygdom, tilskadekomst, dødsfald og evt. hjemtransport til Danmark.

Den offentlige rejsesygeforsikring

Efter den 1. januar 2008 gælder det gule sygesikringskort stort set kun i EU-lande og altså ikke i Ukraine, Armenien eller Georgien. EU's sygeforsikring (det blå kort) dækker heller ikke i Ukraine, Georgien eller Armenien. Udenrigsministeriet anbefaler, at man ved rejser udenfor EU tegner en privat rejseforsikring.

 

Privat forsikring

Du skal huske, at en almindelig rejseforsikring ikke dækker behandling af kroniske lidelser, som du har fået konstateret før afrejsen. En rejseforsikring dækker heller ikke nødvendigvis skader ved visse sportsulykker. Hvis du lejer en vandscooter, speedbåd eller andre motoriserede transportmidler er det vigtigt, at du sikrer dig, at udlejeren er dækket af ansvarsforsikring.

Det er nemlig ikke muligt i Danmark at tegne en tillægsforsikring med privat ansvarsdækning. Det kan blive meget dyrt i form af store erstatningskrav ved en evt. ulykke. Retshjælp i forbindelse med en sådan ulykke er heller ikke nødvendigvis dækket af en almindelig rejseforsikring.

Før du bestiller din aktive rejse, som byder på risikable aktiviteter, bør du sikre dig, at enten rejsearrangøren eller den lokale arrangør kan stille en garanti for eller betale en eventuel eftersøgnings-, rednings- eller bjærgningsaktion. Ellers bør du selv tegne sådan en forsikring.

Den danske ambassade i Kiev kan kun lægge penge ud til eftersøgning, hvis du, din bank eller andre stiller sikkerhed for dig.