Spring til indhold

Generelt om schengenvisum

Schengenområdet indbefatter de følgende lande: Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Island, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Slovenien, Schweiz, Slovakiet, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Et visum til et af Schengen-landene er gyldigt til ophold i alle de andre lande i den periode, som visummet gælder for. Ansøgning om et C-visum skal indgives på ambassaden for det land, som er den rejsendes hoveddestination.

Danmark og Ukraine har indgået en aftale om forenklet visumbehandling af ansøgninger fra ukrainske statsborgere. Denne aftale er trådt i kraft den 1.3.2009. Aftalen skal ses i forlængelse af den tilsvarende aftale indgået mellem De europæiske fællesskaber og Ukraine, som trådte i kraft den 1.1.2008, se aftalens indhold på engelsk her.

Aftalen indebærer især følgende forenklinger: En række kategorier af ansøgere fra Ukraine bliver undtaget fra at skulle betale visum gebyr, indehavere af ukrainske diplomatpas undtages fra kravet om visering og kan nu frit rejse ind i Danmark uden visum, behandlingstiden er minimeret og kravet til den dokumentation, som skal vedlægges visumansøgningen for at understøtte hensigten med besøget, er forenklet for en række kategorier af ansøgere.

Visumlempelsesaftalen er blevet revideret, de nye regler træder i kraft 01.01.2016. Den reviderede Visumlempelsesaftale findes her.

Hvem kan ansøge?

Alle kan ansøge om et Schengenvisum. Bemærk venligst, at passet skal være gyldigt i tre måneder ud over den ønskede opholdsperiode i Schengen, ligesom passet skal indeholde mindst to tomme sider til visum. 

Hvad skal der ansøges om?

Hvis du planlægger at opholde dig i Danmark i mindre end 90 dage i forretningsøjemed, som turist eller for at besøge venner eller familie, anbefales det, at du ansøger om et C-visum for korttidsophold. Den maksimale længde af et ophold er her 90 dage pr. 6 måneder. Læs mere om visumansøgning på nyidanmark.dk.

Hvis du planlægger at opholde dig i Danmark i mere end 90 dage eller har til hensigt at arbejde eller studere, anbefales det, at du ansøger om den relevante opholds-, arbejds- eller studietilladelse.

Er du gift med en dansk statsborger og planlægger at opholde dig i Danmark i mere end 90 dage, bør du ansøge om en opholdstilladelse.

Hvor og hvordan skal der ansøges?

Alle ansøgninger om visum samt arbejds- og opholdstilladelse skal indleveres til VFS' Visumcenter. Det er dog muligt at indlevere en visumansøgning direkte på Ambassaden såfremt der i forvejen er bestilt tid. En ventetid på op til 2 uger kan forekomme.

Georgiske statsborgere kan ansøge om visum på den Estiske Ambassade i Tbilisi. Ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse til georgiske statsborgere skal stadig indleveres gennem et af visumcentrene i Ukraine eller den Danske Ambassade i Kiev.

Den Estiske Ambassade i Tbilisi
Likhauri 4, Saburtalo
0171 Tbilisi, Gruusia
Tel.: (+995) 32 365 122
Faks: (+995) 32 365 138
e-mail: tbilisisaatkond@mfa.ee
http://www.tbilisi.vm.ee/  
Konsularmodtagelse (visumansøgninger m.m.) foregår:
Tirsdag og torsdag kl. 11.00 - 14.00

Ansøgningsskemaer og andre nødvendige tillægsskemaer kan hentes på VFS' hjemmeside og på Udlændingeservices hjemmeside.

Bemærk venligst, at der ikke kan søges om visum tidligere end 3 måneder inden den planlagte afrejsedato.

Se mere information om Schengen-visum samt ansøgningsskemaer på dansk.
 
Alle har ret til at ansøge. Understøttende og relevant dokumentation vil normalt fremme en ansøgning.

Alle førstegangsansøgere skal indlevere deres ansøgning personligt.

Andre ansøgere anmodes om at indgive deres ansøgning ved personligt fremmøde på VFS' Visumcenter. Hvis dette ikke er muligt, kan ansøgninger fra ansøgere, som før har søgt om visum på den Danske Ambassade indleveres af en tredje person, dog skal denne være i besiddelse af en fuldmagt fra ansøger og en autoriseringsprocedure skal følges - find flere oplysninger på VFS' hjemmeside.

Alle ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelse skal indleveres personligt.

Ansøgeren anmodes om at indgive alle dokumenter knyttet til ansøgningen sammen med ansøgningen. Referencer, der fremsender understøttende dokumentation, bør sende denne direkte til ansøgeren og ikke til VFS' Visumcenter eller ambassaden. 

Hvornår kan der forventes en afgørelse?

Visum: Som hovedregel behandles visumansøgninger på den danske ambassade i Kiev. Behandlingstiden er normalt 10 dage fra tidspunktet for modtagelse af ansøgningen. I konkrete sager kan en ansøgning imidlertid fremsendes elektronisk til afgørelse i udlændingeservice. Udlændingeservice oplyser om de aktuelle sagsbehandlingstider på deres hjemmeside.

Ukrainske statsborgere har også mulighed for at få deres ansøgning behandlet som en hastesag mod ekstra betaling. I dette tilfælde vil ansøgningen bliver behandlet på 3 dage, såfremt, at der ikke opstår problemer og at der ikke mangler dokumentation.

Pas med afgørelse kan afhentes i et af visumcentrene. Det er også muligt at få passet leveret med kurer mod ekstra betaling.

I de tilfælde, hvor ansøgningen er indleveret direkte på ambassaden, skal pas afhentes på ambassaden.

Gebyrer

Liste over konsulærer ydelser.

I henhold til artikel 6 i aftalen mellem Danmark og Ukraine om lettelse af visumbehandlingen (der trådte i kraft den 1. marts 2009) er en række kategorier af Ukrainske statsborgere fritaget fra at skulle betale visumgebyr, læs mere her.

For andre statsborgere er følgende kategorier af personer fritagne for visumgebyr:

  1. Ægtefæller og registrerede partnere til statsborgere fra et andet EU-/EEA-land samt deres børn eller ægtefællens/partnerens børn, som ikke er fyldt 21 år ved ansøgningens indgivelse, eller som forsørges af EU-borgeren. Dette gælder imidlertid ikke for ægtefæller og slægtninge til danske statsborgere der lever udenfor EU. For mere information se venligst Udlændingeservice' hjemmeside
  2. Børn under 6 år;
  3. Skoleelever, studerende, kandidater der skal gennemføre videregående studier, og medfølgende lærere, som gennemfører besøget i studie-, eller videreuddannelsesøjemed;
  4. Forskere der rejser til Danmark med henblik på at gennemføre videnskabelig forskning.

Forsikring

Rejsesygeforsikring er obligatorisk. Den skal dække for alle Schengenlande og i hele opholdsperioden med et dækningsbeløb på minimum Euro 30.000. Rejseforsikrigen skal dække det antal dage, man planlægger at tilbringe i Schengenområdet og en periode på 15 dage længere.
Ansøgere der har fået et multipelt Schengen visum skal underskrive en erklæring om at de er opmærksom på, at de skal være i besiddelse af en TMI for de efterfølgende indrejser i Schengen området, og at de kan blive nægtet indrejse til Schengen området, hvis de mangler en rejsesygeforsikring.

Med henblik på at besvare nogle af de oftest stillede visumspørgsmål, udleverer VFS' Visumcenter en engelsk og/eller ukrainsk sproget information ”Information sheet for holders of a visum issued by the Danish Embassy” samtidig med udlevering af visum.

Private agenter

Bemærk venligst, at ambassaden samt VFS fraråder brug af private agenter, som tilbyder visumansøgere deres tjenester. Det gælder i særdeleshed agenter, som tilbyder sådanne ydelser foran indgangen til ambassaden eller VFS' Visumcenter.